De koloniserede og os.

Det er grotest - vi glemmer

Først udsugede vi kolonierne gennem 250 år. De blev friere for 50 år siden. 

Vi importerede dem som arbejdere og deres familier. 

Nu vil vi ikke vide af dem. Og hopper på Trump vogn med at smide invandrere ud uden hensyn til at de er mennesker som dig og mig. Sådan behandler vi dem nemlig ikke. Vi ser ned på dem. I presse og andre steder. Det er forfærdeligt. Kan det komme på vers.

Vi glemmer

Først tog vi deres jord,
deres guld, deres kroppe,
deres tid.
I tohundrede og halvtreds år
kaldte vi det handel,
civilisation, fremskridt.

Så gav vi dem friheden tilbage
med den ene hånd,
mens den anden stadig holdt regnskabet.
For halvtreds år siden sagde vi:
Nu er I frie.
Men verden var allerede skæv.

Vi hentede dem hertil
for at arbejde,
bære vores bygninger,
rengøre vores gulve,
holde vores hjul i gang.
De kom med børn, med håb,
med samme menneskehjerte
som dit og mit.

Nu siger vi:

I hører ikke til.
Vi vil ikke kende jer.
Vi vil ikke se jer.
Vi vil ikke vide,
at I er mennesker.

Vi hopper på vogne,
råber med på slagord,
lader frygten tale højest
og kalder det politik.
Vi peger udad
for ikke at se indad.

I pressen, i sproget, i blikket
gør vi dem mindre.
Som om værdighed kan gradbøjes.
Som om menneskelighed
har pas.

Det er ikke dem,
der har glemt os.
Det er os,
der har glemt
hvem vi selv er.