Samfundets kærlighedsrum - frivillige organiserer

Hvor frivilligheden lever, dér ånder samfundet.

I Diapraxis’ forståelse er samfundets kærlighedsrum det sted, hvor kærligheden træder ud af det personlige og ind i det fælles – uden at blive til magt, styring eller kontrol. Det er et rum, der bæres af mennesker, som handler frivilligt, fordi de ser den anden som et medmenneske og ikke som et problem, et nummer eller en sag.

Her udfolder den samfundsmæssige kærlighed sig gennem humanistiske og kirkelige organisationer som Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp, og gennem kirken og de mange lokale grupper, hvor relationer opstår ansigt til ansigt. I disse fællesskaber bliver kærlighed ikke et ideal, men en bevægelse: et besøg, et måltid, et lyttende nærvær, en hånd, der rækker ud.

Samfundets kærlighedsrum er kendetegnet ved, at handlingen er udspringer af indre kald, ikke ydre krav, at relationen går forud for løsningen og særligt at menneskets værdighed fastholdes, også når alt andet skrider.

I dette rum ophæves skellet mellem hjælper og hjulpet. Begge træder ind i et fælles felt, hvor tillid kan opstå, og hvor frygtens univers – præget af kontrol, mistænksomhed og afstand – langsomt mister sin kraft.

Diapraxis ser frivilligheden som samfundets relationelle nerve. Staten kan sikre rettigheder, og markedet kan fordele ressourcer, men kun frivillige fællesskaber kan bære den kærlighed, som hverken kan lovgives eller købes. Uden dette rum bliver samfundet funktionelt, men fattigt. 

Samfundets kærlighedsrum er derfor ikke et supplement til samfundet, men dets sjæl. Det er her, Diapraxis bliver synlig som praksis: når mennesker vælger at stå i relationen, også når den er krævende, og når fællesskabet bæres af håbet om, at det gode i mennesket kan kaldes frem.